Nu til noget helt andet – JOHN LIDDIARD tager os med rundt i en victoriansk sejlbark med stålskrog. Illustration af MAX ELLIS
Vrag af sejlskibe har generelt en tendens til at være mere af arkæologisk interesse end vrag af gode damp- eller dieseldrevne skibe. De har været nede længe, er blevet sprøjtet mod sten, og typisk er træskrog rådnet væk.
Oregon er en undtagelse. Selvom hun blev hulet på et rev ud for Thurlestone i 1890, blev det 810 tons tunge fartøj reflodet og på vej til Plymouth, før det sank i 30 m. Stålskroget er for det meste kollapset fladt til havbunden, men det meste af vragets struktur er der stadig og kan identificeres.
Hvis du vil have et kig på vraget af et sejlskib i god stand, er det her, du skal dykke.
Den er lille og ret flad mod havbunden Oregon er et svært vrag at finde. Der er nogle små stenrev i området, der rejser sig en meter eller to fra havbunden og let kan forveksles med Oregon på et ekkolod.
Nogle af guidebøgerne udgiver transitter, men de er den slags transit, der er svære at fortolke, indtil du er lige på toppen af vraget. Sidste gang jeg ledte efter Oregon i en klubbåd ved hjælp af transitter og anførte koordinater tog det godt halvanden times søgning at finde, og vi var langt væk fra den søgebøje, vi havde tabt.
Efter at have gået til alle de problemer, blev positionen registreret i GPS'en overskrevet af endnu en tur, før jeg nåede til at kopiere den til papir. Så skipper Mike Rowley hjalp mig med nogle meget præcise tal fra mv Maureen's differentielle GPS.
Stævnen og agterstavnen af Oregon er de eneste dele, der står langt nok til at give et rigtig positivt ekko, så jeg vil antage, at skuddet er faldet på buerne (1).
Spidsen af stævnerne er intakt og hviler på styrbords side. Ved høj vandslap vil dybden være omkring 34m på havbunden og konstant under hele dykket. Selv når tidevandet løber, er strømmen ikke så stærk og har ikke dannet et skur.
Den øverste bagbords side af stævnerne stiger til 30 m og er dækket af en tæt skov af hydroider, med nogle flotte fjeranemoner gemt under kanterne. Når strømmen løber lidt, dannes en stime af sej tæt over stævnerne, mens ballan leppefisk patruljerer individuelt tættere på vraget.
Inde i stævnerne er trædækket rådnet væk for at efterlade ankerrørene blottet (2). Et stort anker (3) står støttet på den ene spids lige over stævnen. En uheldig fisker har mistet sit trawlgrej her, med en gammel trawlbjælke trukket ind under ankeret.
Mit gæt er, at dette er meget ældre end de net, der fanges mod det øverste hjørne af stævnerne.
Ankerspillet hviler bag stævnerne (4), opretstående og fastgjort til stålforstærkningspladen, der ville have sikret den i det meste trædæk. Det interessante ved alle spil på Oregon er, at de er designet til muskler frem for motorkraft.
Lidt længere tilbage langs vraget står en stålluge-surround fra det forreste lastrum oprejst på den ene side med nogle skrogplader liggende på tværs. (5). Dette gør en lille gennemsvømning, som regel med en stime af trutmund, der spreder sig af vejen, når du kommer ind.
Over dækket her ligger den nederste del af den første af de Oregon’s tre master (6). Fortsætter tilbage ind i vraget, plader fra det kollapsede skrog (7) er hjemsted for skove af virkelig gode gorgoniske hav-fans.
Cirka midtskibs en stor stålcylinder (8) kunne have været en vandtank. På et sejldrevet skib kan jeg ikke forestille mig, hvad det ellers ville have været. Bag dette er akslen på et lastspil (9).
Dette efterfølges af et udsnit af hovedmasten (10) og en stålring, der ville have understøttet sparre eller sejl på masten.
Længere tilbage er foden af mizzen-masten (11), oprejst i en dækplade, og umiddelbart bag denne omkransen fra agterholdslugen (12), denne gang liggende fladt mod vraget.
Herfra får agterstavnen en vis struktur, idet den ligger på styrbord side og stiger 4m eller deromkring, ligesom stævnerne. Mod bagenden af agterstavnen holdes rorstangen, med styretøjet stadig på plads, lige fri af havbunden (13). Ligesom ved stævnerne er gammelt fiskenet draperet bag på agterstavnen.
Få meter fra vraget over agterstavnen er endnu en mastefod (14). Jeg formoder, at dette kan have været foden af hovedmasten (10), løsnet og forskudt af en eller anden begivenhed i Oregon's fortid.
Følger rorpostens linje gennem agterstavnen mod kølen, roret (15) ligger fladt mod havbunden.
Da vraget er faldet om på styrbord side og kollapset, er den anden side af vraget stort set kun skrogplader og køl, med yderligere skove af gorgonianere. I mellem denne side af vraget er lejlighedsvis ballaststen.
Da vraget er lille nok til at dykke uden at akkumulere meget dekompression, og også let at navigere, burde det ikke være for svært at finde tilbage til skuddet og bestige linjen.
KALD DIG SELV PILOT!
Du vil måske føle, at kaptajn Albert Lowe havde uheld med den pilot, der var tildelt i Falmouth for at bringe ham sikkert op på Channel. Det var trods alt lykkedes ham uden pilot at bringe sin tremastede bark med stålskrog Oregon hele vejen fra Iquique, Chile, rundt om Kap Horn og over Atlanten med en last nitrat af sodavand, skriver Kendall McDonald.
Hans ordrer var helt klare. Han skulle hente en pilot, når han nåede Falmouth, før han fortsatte sin rejse til Newcastle. Så ombord på 60m Oregon da hun gik op ad Kanalen, var der en pilot, foruden den 18 besætning og deres kaptajn.
Problemet var, at han ikke var meget af en pilot. I mørket og regnen om aftenen den 18. december 1890 Oregon lykkedes at ramme Book Rocks, lige ved stranden nær den dramatiske bue Thurlestone Rock i South Devon.
Kaptajn Lowe satte straks sit skib om, mærkede hende komme fri og begav sig så ud på havet. Men hun var slemt hullet, og inden for få minutter måtte kaptajnen beordre at opgive skibet. Den første båd blev oversvømmet, så snart den blev sænket, men den anden søsætning var bedre, og alle kom sikkert af sted. Det Oregon sank minutter senere.
Ingen, mindst af alt piloten, vidste, hvor de var. I mørket drev de i 12 timer, før de så et lys på kysten, som førte dem ind i ly af fiskerlandsbyen Inner Hope, hvor avisrapporter siger, at "de blev behandlet med stor venlighed".
Vraget af Oregon blev først dykket af Kingston BSAC og blev identificeret ved bygningsdatoen - 1875 - støbt ind i toppen af hjulet, da det blev bygget af Mounsey & Foster fra Sunderland. Dykkere har genvundet mange af dens lignum vitae rigningsblokke.
Tidevand: Slak vand er to timer efter høj vand og lav vand Plymouth. Mere erfarne dykkere kan dykke gennem tidevandet på neaps.
ER PÅ VEJ: Fra M5 og A38, drej til venstre ad A384 til Totnes og tag A381 til Kingsbridge og Salcombe. Hope Cove er en skarp ret ved Malborough landsby lige før Salcombe, gennem meget smalle landeveje. Bed bare om, at du ikke møder en campingvogn, der kommer den anden vej. Til Dartmouth skal du forlade A381 ved Halwell på A3122. Maureen samler op fra flydebroen lige ind i envejssystemet.
SÅDAN FINDER MAN DET: Koordinaterne fra en differentiel GPS er 50 14.676N, 3 56.318W til 50 14.697N, 3 56.295W (grader, minutter og decimaler). Stævnerne er mod sydvest. Bemærk, at GPS'en var indstillet til at vise OSGB-koordinater (kort) i stedet for GPS-systemets standard WGS-koordinater.
DYKNING OG LUFT: Fra Salcombe, Kara C, skipper Alan House. Fra Dartmouth, Maureen, skipper Mike Rowley.
LANCERING: Ved Salcombe er slip på Shadycombe parkeringsplads brugbar under hele tidevandet. Selvom det er dyrt for en enkelt weekend, kan denne slip være mere økonomisk over en uge eller to og er bedst egnet til store RIB'er. En slip ved Hope Cove (Inner Hope) har et rimeligt lanceringsgebyr og er vådt i kun en time eller to på hver side af højvande. Under slipsen er en fast sandstrand, der er velegnet til strandudsætning med en 4×4.
INDKVARTERING: Liveaboard Maureen. Salcombe Informationscenter
KVALIFIKATIONER: Bedst egnet til sportsdykkere og derover. Dette er bestemt ikke et dyk for nybegyndere eller bare kvalificerede dykkere.
YDERLIGERE INFORMATION: Admiralitetskort 1613, Eddystone Rocks til Berry Head. Ordnance Survey Map 202, Torbay og South Dartmoor-området. Dyk South Devon, af Kendall McDonald. The Wrecker's Guide to South Devon, del 2, af Peter Mitchel.
Fordele: En interessant chance for at se de relativt komplette, men ikke intakte, rester af et sejlskib. Den er lille nok til at blive set med et minimalt antal dekompressionsstop, samtidig med at den er stor nok til at gøre længere dyk umagen værd.
CONS: Svært at finde.
Tak til Mike Rowley og medlemmer af UBUC.
Dukkede op i Diver, september 2001
