Dette er tilfældet med en af vores dykkere, der kom til behandling, de har venligst skrevet det op og givet os tilladelse til at offentliggøre:
Det er rigtigt, hvad de siger, livet kan virkelig stoppe på et øjeblik! Efter en fantastisk dag med dykning, med et teknisk dyk og to rekreative dybe dyk, kørte jeg tilbage langs Ml og følte mig mere træt end normalt, da jeg pludselig blev varm, og sveden dryppede fra min pande. Jeg vidste i det øjeblik, at noget var meget galt.
Jeg sænkede mit vindue, men kunne ikke mærke den kølige luft mod mit ansigt. En sort tåge begyndte at brede sig over mit syn, og mit hjerteslag tog fart, da panikken sneg sig ind. Det er en syg følelse, når du i det øjeblik indser, hvad der sker med din krop, men du er hjælpeløs.
Jeg tog afsted ved det vejkryds, jeg nærmede mig, og ikke et øjeblik for tidligt – inden for få sekunder begyndte nåle og nåle, som jeg aldrig havde oplevet før, at sprede sig fra mine fingre til hele min krop, før de blev til en følelsesløs følelse med al fornemmelse tabt fra mit hoved ned.
Den næste time var en sløring. Mellem det lykkedes at ringe 999 og føle en vis trøst ved at tale med operatøren, begyndte virkeligheden af, hvad der skete med min krop, virkelig at sætte ind, og hvor alvorlig situationen var. Da jeg så de blå beacons lyse mørket op, fortsatte den følelse af håb og lettelse... indtil jeg hørte dem tale indbyrdes om, hvordan jeg kunne have haft et slagtilfælde, og de skulle bringe mig til den nærmeste akutmodtagelse... i det øjeblik indså jeg, at de ikke ville ved, hvad dekompressionssygdom var, og at hvert minut, de talte om at få mig til akutmodtagelse, var mere tid væk fra det hyperbariske kammer, det eneste sted, jeg vidste ville være i stand til at få mig på fode igen.
Med en iltmaske på bag i en ambulance, klarede den sorte tåge nok til, at jeg kunne mumle med tilstrækkelig overbevisning, 'kig i min pung, kan du se kortet, Midlands Diving Chamber-kortet, jeg har dekompressionssygdom , ring til det nummer, tak'.
Ordene, jeg hørte komme igennem på højttaleren fra Midlands Diving Chamber (MDC), var fuldstændig lettelse, 'han skal være i kammeret NU!'. Og med det tog vi tilbage op ad M1 på blues på vej til MDC.
Da vi ankom, betød de 45 minutters ilt, jeg havde været på i ambulancen, at jeg kunne vrikke med tæer og fingre igen. Dykkerlægen var der, da vi ankom, klar og ventende kl. 11 en søndag aften. Jeg blev kørt ind på lægekontoret for at blive vurderet med nogle simple aktiviteter, som at stå på et ben og lukke øjnene (hvor jeg væltede med det samme!) og tegne på mit bryst, ryg og mave, hvor de lilla 'blå mærker' var så vi kunne overvåge det faldende i størrelse over tid.
Efter at have skiftet til mine scrubs, haft et grin med holdet, udfyldt masser af papirarbejde, gik jeg ind og begyndte mit livs længste dyk på syv timer og 20 minutter på 30m.
Holdet hos MDC er virkelig intet mindre end utroligt; den viden, erfaring, humor og medfølelse, holdet viste mig, var fantastisk. Det er virkelig en del af en dykkers supportnetværk. På et tidspunkt, hvor det ville være nemt at bedømme, at gøre antagelser om, hvorfor jeg fik DCI, at stille spørgsmålstegn ved, hvilken fejl jeg havde begået, fik jeg at vide, at 'enhver sport har sine egne risici og skader. Desværre for dykkere er det DCI, men det er derfor, MDC er her – for at lappe os, så vi kan fortsætte med at nyde det, vi elsker«.
Akut tlf. nr: 07931 472602
Fastnettelefon: 01788 579555
Midlands dykkerkammer
Midlands Diving Chamber, Redmond House, Hospital of St Cross, Barby Road, Rugby, Warwickshire, CV22 5PX
Denne artikel blev oprindeligt udgivet i Scuba Diver UK #71.
Tilmeld dig digitalt og læs flere gode historier som denne fra hvor som helst i verden i et mobilvenligt format. Link til artiklen
