En tur til Tulamben: The Liberty Wreck Dive
Jeg var på en tur til Tulamben (en lille fiskerby på Balis nordøstkyst) for at dykke i Liberty-vraget i tre dage. Den første dag var rekreative dyk efterfulgt af to dages teknisk dykning. Jeg var forkølet og bihulebetændelse op til turen, men de var ryddet op fire dage før min afgang.
Kæmpe vejrforhold og ubehag
Vejrforholdene var forfærdelige den første dag. En storm satte ind, og vi måtte opgive det tredje af vores planlagte dyk. Den anden morgen tog vi til Liberty. Jeg svømmede afslappet inden dykket for at strække mine muskler. Dykkene var begivenhedsløse, og den aften spiste jeg en stille middag og gik tidligt på pension. Desværre gik strømmen tidligt, og jeg sov ikke godt, da det var varmt og fugtigt.
Dykkedag 2: Udfordringen begynder
Den følgende dag vågnede jeg og følte mig øm og søvnig. Jeg lavede en hurtig yogasession for at lindre mine ømme hofter og skuldre. Der var ikke meget at se på det første dyk den dag.
A Dive Gone Wrong: Begyndelsen af dekompressionssyge
Inden jeg gik ind i vandet på vores andet dyk, havde jeg en let hovedpine og så flimrende lys. Jeg troede, at jeg kunne ordne det ved at spise noget, så jeg havde en energigel, inden jeg fortsatte med dykket. Jeg er vant til at trænge igennem smerte og ubehag på langdistancesvømninger, men jeg burde ikke have haft den samme holdning til et dyk.
Under nedstigningen følte jeg en lille smerte i mit venstre øre, men jeg var ikke bange, da jeg normalt har lidt svært ved at udligne. Jeg kan generelt udligne ved at sluge, men jeg var nødt til at bruge Valsalva-manøvren. Da vi nåede omkring 30 m, bemærkede jeg, at nedstrømmen pludselig steg. Det pressede os ned til 39m, hvor det blev ondskabsfuldt. Det lykkedes mig at holde fast i en sten, men strømmen aftog ikke, så jeg sparkede mig tilbage til omkring 35m, hvor min dykkerguide også holdt en sten. Strømmen var meget stærkere, end jeg troede. Udmattet af den korte tid, det tog mig at komme tilbage, pustede jeg tungt, og mit hoved spolerede. Vi brugte ti minutter på 30 m, før vi gik til vores dekompressionsstop. I stedet for at holde mig stille, fandt jeg blidt tilbage til lavvandet på 6m. Jeg var træt og ønskede at afslutte min dekompression så tæt som muligt på udgangspunktet, hvilket jeg nu indser var en fejl.
Tilbage på overfladen var det første, jeg lagde mærke til, mit vejrtrækningsbesvær. Det føltes som om et stramt bælte var spændt over mit bryst. Efter et par minutter begyndte jeg at føle mig svimmel; da de flimrende lys vendte tilbage, vidste jeg, at jeg var i problemer. Jeg fortalte min dykkerguide, hvordan jeg havde det. Han bad mig nippe til vand og hvile mig, men da min højre arm begyndte at prikke, og jeg havde problemer med at knytte næven, vidste jeg, at jeg havde dekompressionssyge (DCS). Dykkerguiden fik mig til at lægge mig i varevognen og indånde ilt fra en behovsventil. Min arm føltes normal inden for et par minutter, men jeg udviklede hurtigt alvorlig svimmelhed og måtte stoppe. Hver gang jeg drejede hovedet til venstre, mærkede jeg et kæmpe sus af kvalme.
Vigtigheden af øjeblikkelig behandling og støtte
Min guide ringede til dykkerbutikken og bad dem ringe til DAN, som anbefalede øjeblikkelig behandling. Jeg er meget taknemmelig for DANs råd, for min guide droppede alt for at tage mig på hospitalet. Da vi kom dertil, kunne jeg ikke sidde op uden hjælp på grund af svimmelhed. Sygeplejerskerne tog mig til skadestuen og satte mig på IV og ilt. Jeg kan vagt huske, at jeg fik taget et røntgenbillede og blev flyttet til et privat værelse.
Det er et vidnesbyrd om DAN's effektivitet og omdømme, at hospitalet ikke en eneste gang generede mig med betaling. Jeg var på ilt hele natten med lejlighedsvise pauser for luft, da den hyperbariske læge ikke ville være der før om morgenen. Det første hun gjorde var at fortælle mig, at jeg ville have det fint. Hvilken lettelse! Den første dag fik jeg en Navy Table 6-behandling, hvorefter jeg kunne gå ustøttet, men stadig var ustabil. Jeg fik yderligere to behandlinger, og selvom mit DCS løste sig, rådede lægen mig til ikke at flyve i en uge, så jeg blev på Bali for at komme mig.
Hvis DAN ikke var trådt til, ved jeg ikke, om jeg var kommet på hospitalet den aften, og jeg ville have kæmpet for at få pengene til de hyperbariske kammerbehandlinger i tide.
Restitution og erfaringer
Tre måneder efter min hændelse har jeg ingen dvælende symptomer i min arm og har motioneret regelmæssigt i fitnesscentret og nogle gange svømmet. Jeg har stadig en lejlighedsvis anfald af svimmelhed, men det er bare svimmelhed mere end egentlig svimmelhed.
Lægerne siger, at det kan tage op til seks måneder, før den indre skade er helet. Alt taget i betragtning var jeg heldig at slippe let. Tingene kunne have været meget værre, hvis jeg ikke straks havde fået ilt efter de første symptomer, og hvis DAN ikke havde været involveret for at sikre, at jeg var i kammeret så hurtigt som muligt. Ellers kunne jeg være endt med permanent skade.
Jeg er dykkerbutikken og DAN meget taknemmelig for deres hurtige indsats for at skaffe mig den behandling, jeg havde brug for.
Oplev mere om dyknings sundhed og sikkerhed med DAN
Tag dig tid til at udforske DAN Worlds nye hjemmeside for et omfattende udvalg af sundheds- og sikkerhedsoplysninger om dykning og downloadbare ressourcer, forskningsundersøgelser, hændelsesoversigter og gratis e-læringskurser.
World DAN Organisationens hjemmeside
Denne artikel blev oprindeligt udgivet i Scuba Diver ANZ #51.
Tilmeld dig digitalt og læs flere gode historier som denne fra hvor som helst i verden i et mobilvenligt format. Link til artiklen
