Hvem har rodet med bøjen? Dette franske dampskibsvrag ud af Milford Haven kan være svært at fastlægge, siger JOHN LIDDIARD, men belønningen er et knaldende dyk med en intakt kondensator i købet. Illustration af MAX ELLIS
Kom godt i gang med St Jacques skabte en del forvirring. Steve Lewis' bøje var stadig på vraget, men dens placering stemte ikke overens med dens angiveligt at være efterladt på agterstavnen, GPS-numrene eller sporene af kedlerne på ekkoloddet. Det ser ud til, at nogle dykkere havde haft det sjovt med at flytte bøjen fra den ene ende af vraget til den anden.
Så på trods af en oprindelig intention om at begynde denne måneds Vragtur fra agterstavnen vil vi faktisk begynde på en plade lige under kølen ved stævnen (1). Når læserne kommer til at dykke den, kan den vandrende bøje være hvor som helst, men jeg håber, at orienteringen ikke bliver for svær ved at studere turen. Jeg kunne sagtens se skyggen af stævnen (2) og genkendte straks, hvor jeg var.
Stævnen er adskilt fra vragets hoveddel og hviler på styrbords side. Krydser den bagbords side af stævnen, hviler styrbords anker stramt i dens hase-pipe.
Når man bevæger sig rundt til dækssiden af stævnen, er dækket og alt, der er monteret på det, faldet fri. Ankerspillet (3) er lige foran og "over" stævnen og svæver på hovedet under dens monteringsplade på det grove hvide sand.
En knækket spilspindel ligger lige fremme, selvom det er svært at sige, om dette er fra ankerspillet eller fra et af lastspilene, der betjener de forreste lastrum.
Længere fremme fra vraget, den forreste pistolholder (4) hviler på den ene side, bundpladen lodret i forhold til havbunden og piedestalen, der ville have understøttet pistolen delvist nedgravet.
To sæt pullerter fra stævnen hviler lige "over" i orientering mod vraget (5). Stævndækket ville have været lavet af træ, med de forskellige beslag fastgjort via stålmonteringsplader, gennem trædækket til stævnens ribbede ramme. Med træet i forrådnelse er monteringspladerne løsnet med dækbeslagene.
Vender tilbage til selve stævnen, er ankerkæden faldet fra sin kasse for at ligge i en bunke mod styrbord side (6), med endnu et par pullerter lige ved vraget (7). Stævnen er åben, med en let svømmetur mellem ribbenene, et sted, der nydes af store stimer af hagesmæk.
Ud over at falde til styrbords side, har stævnen også snoet offline til styrbord fra vragets hoveddel. Skrogets plader dukker op af sandet, delvist begravet bag stævnen (8) og uden tvivl ændrer situationen sig gennem tiden, efterhånden som sandet skifter med storme og tidevand.
Disse plader rejser sig snart for at afsløre kassestrukturen af et dobbeltskrog. Der er ingen væsentlige træk på denne del af vraget, men jeg fik øje på en god størrelse hummer hjemme mellem ribbenene.
Fortsat agterud er det meste vrag faldet til bagbord. På vraget et lille buet sæt kedelbeslag (9) på styrbord side angiver et punkt, hvor udforskning til styrbord er umagen værd for at finde æsel-kedlen (10), huset er delvist knækket for at afsløre brandrørene indeni.
Rundt omkring i dette område vil du se en hel del snavs fra fyringsrummet og maskinrummet, der giver et hjem til flere hummere og endnu en stor stime hagesmæk.
Lugekarme fra kulbunkerne hviler på den ene side, på linje med kølen, stadig fastgjort til en knækket ramme fra dækket (11).
De to hovedkedler (12) er også rullet til denne side af vraget, ligesom deres mindre søskende er brudt op for at afsløre brandrørene.
Vender vi tilbage til kassesektionen af bunden af skroget og kølen, er de fleste af resterne af den tredobbelte ekspansionsmotor også faldet til styrbord side af vraget (13). Cylindrene er revnet åbne, selvom stemplerne stadig er forbundet med et virvar af forbindelsesstænger og ventilstænger til krumtapakslen.
Til bagbords side af motoren er et sjældent syn en masse kondensatorrør, der hviler parallelt med krumtapakslen (14). Lige bag denne, og længere til bagbord, er kronen på lavtryksstemplet fra motoren (15), en anomali, da resten af motoren og stort set alt andet på vraget er faldet til styrbord.
Bag motoren forbinder krumtapakslen propelakslen gennem tryklejet (16).
Igen omdirigeres til styrbord side af vraget, en klynge spil og en sektion af mast markerer midtpunktet mellem de to bagerste lastrum (17).
Propelakslen fortsætter agterud langs kølelinjen, understøttet af dens lejer, indtil den knækker ved en sammenføjning lige kort for agterstavnen (18). Der er kun et kort stykke mere af skaftet indtil St Jacques går helt i stykker. Den sidste del af agterstavnen skal være synlig kun få meter væk, og ligger ligesom stævnen på styrbord side.
Jernpropellen (19) er stadig fastgjort til skaftet og ser lidt akavet ud. Vinklerne mellem disse blade tyder på, at der kan være fem, men ved nærmere eftertanke tror jeg, det er en firebladet propel, der er let bøjet. Med kun to og et halvt blad, der vises over sandet, er det svært at sige med sikkerhed.
Det er måske bare et trick af perspektiv og, på 37m, et strejf af narkose.
Roret mangler, men rorposten er stadig på plads bag propellen med en let genkendelig styrekvadrant øverst på stolpen (20). Jeg ledte hårdt efter tegn på roret længere ude, men uden held, og fandt kun nogle få diverse metalrester.
”Over” rorposten er hækpistolen (21), liggende på den ene side og stadig fastgjort til sin monteringsplade.
Den sidste genkendelige genstand af vragdele, jeg kunne finde, var reservepropellen (22), liggende næsten fladt og ligesom hovedstøtten delvis begravet i sandet med kun to et halvt blad at vise.
HÆVN PÅ STALKEREN
Capitaine Henri Hauville, der havde kommanderet den 2,459 tons tunge franske dampskib St Jacques siden hun blev bygget i 1909 i Dunkerque, havde holdt hende ude af problemer i alle tre år af krigen indtil videre, skriver Kendall McDonald.
Måske var Capitaine Hauville overmodig, eller måske holdt hans besætning ikke så ivrig vagt, som de burde, men de ombordværende anede ikke, at de blev forfulgt af en tysk U-båd om morgenen den 15. september 1917.
Da de krydsede Bristol Channel fem miles fra indgangen til Milford Haven, fyldt med walisisk kul fra Barry til Bizerta, var periskopet af UC51 fulgte dem. Oberleutnant Heinrich Galster så gennem linserne. Øjeblikke senere satte han kun en torpedo fra et buerør ind i St Jacques’ styrbord side.
Den 88 m lange St Jacques tog mere end 15 minutter at synke, og hendes besætning havde god tid til at tage til bådene.
Næsten præcis to måneder senere, om morgenen den 17. november, UC51 løb ind i en ubådsfælde. Den 5. og 11. november havde britiske minelæggere lagt 680 af flådens nye H2-miner dybt syd for Start Point.
Galster fandt åbenbart de miner. Efter en enorm eksplosion blev hans U-båd set af flådens bevæbnede trawler Lois til overfladen midt i olie og snavs, vælte sig og kæntre, før det synker. Der var ingen overlevende.
UC51 er blevet dykket for nylig i 68m. Vraget blev rapporteret at være intakt bortset fra de store skader på agterstavnen.
TUR GUIDE
ER PÅ VEJ: Følg M4, A40 og A477 til Pembroke Dock, kryds derefter broen til Neyland og følg skiltene til marinaen.
DYKNING OG LUFT: Pembrokeshire Dive Charters, Steve Lewis.
INDKVARTERING: Pembrokeshire Dive Charters kan arrangere overnatning på Lawrenny Castle Hotel i Neyland, hvis det forespørges.
Tidevand: Slak vand er afgørende og forekommer cirka to timer før højvande Milford Haven, men kan variere med op til en halv time med vejr og springvand.
SÅDAN FINDER MAN DET: GPS-koordinater er 51 38.435N, 5 06.771W (grader, minutter og decimaler). Vraget ligger for det meste fladt til en sandet havbund med stævn mod øst og er meget vanskeligt at lokalisere, idet stævnen og kedlerne er de højeste punkter.
LANCERING: Slips fås hos Neyland og Dale.
KVALIFIKATIONER: Et avanceret luft- eller nitroxdyk, der kræver moderat dekompression for at gøre det umagen værd.
YDERLIGERE INFORMATION: Admiralitetskort 2878, Nærmer sig Milford Haven. Ordnance Survey Map 157, St David's og Haverfordwest-området. Shipwreck Index Of The British Isles Vol 5, West Coast And Wales, af Richard & Bridget Larn.
Fordele: En sjælden chance for at se en kondensator, der ikke er blevet reddet.
CONS: Der dukker ikke meget op på et ekkolod.
Tak til Steve Lewis, Dave Liddament og Scott Lawrence
Optrådte i Diver, februar 2004
