Den globale dykkerindustri sørger over tabet af en af de mest indflydelsesrige og verdenskendte dykkere på planeten, Stan Waterman, der døde i går i en høj alder af 100 år.
Den femdobbelte Emmy-vindende filmfotograf og undervandsfilmproducent var en sand pioner inden for dykningens verden, og hans arv vil leve videre i mange år fremover.
Født den 5. april 1923 begyndte Stanton A Waterman sine banebrydende undervandsbedrifter i en tidlig alder - han fik først en håndlavet japansk Ama dykkermaske i 1934, længe før de blev fremstillet i Vesten eller i almindelig cirkulation, og brugte den i farvandet ud for Palm Beach i Florida som en påvirkelig 11-årig. Fra det øjeblik var han hooked på den undersøiske verden.
Da han vendte tilbage fra tjeneste i den amerikanske flåde i Anden Verdenskrig, blev han den første beboer i Maine, der købte en 'aqualung', hvilket yderligere udviklede sine undervandsudforskningsevner, da han hentede kammuslinger og fortøjninger, ubesmittede propeller og engang engang søgte og genfandt en en halv snes dyre rifler, der var gået tabt, da jægere kæntrede deres kano.
Hans første indtog i dykning som karriere kom, da han ejede og drev en dykkerchartervirksomhed på Bahamas mellem 1954-1958 ved at bruge en ombygget hummerbåd kaldet Zingara som verdens første dykning liveaboard, men hans store gennembrud kom, efter at han lærte sig selv kunsten at fotografere med film og begyndte at producere nogle af dykningens tidligste film.
Han turnerede rundt i USA og fortalte personligt sin første dokumentar, Water World, i 1954, og deltog derefter i 1959 i den første arkæologiske undervandsekspedition til Lilleasien, hvor han filmede et skibsvrag fra bronzealderen og producerede succesdokumentaren 3,000 Years Under the Sea .
Hans tredje produktion, Man Looks to the Sea, blev udgivet i 1963 og vandt adskillige globale priser, hvilket fik ham til at tage på en episk år lang familieferie på Tahiti, som han filmede - og efterfølgende solgt til National Geographic, som viste den på tv .
Blot et par år senere kom den banebrydende Blue Water, White Death, som i 1971 markerede den første filmiske optagelser af en hvid haj og var dokumentaren, der solidt satte Waterman på kortet. To år undervejs bød Blue Water, White Death også på dykkere - Waterman og hans andre filmskabere Peter Gimbel og Ron og Valerie Taylor - der svømmede med pelagiske hajer uden for bure for første gang.
Han var co-underwater-instruktør med Al Giddings på den ikoniske film The Deep i 1977 og var også stærkt involveret i Jaws of Death, også i 1977.
Discovery Channel producerede en biografisk special, The Man Who Loves Sharks, med fokus på Waterman og hans bedrifter.
Waterman beholdt også tingene i familien - i samarbejde med sin søn vandt han den første far-og-søn Emmy for National Geographic Explorer-produktionen Dancing With Stingrays.
I 2005 skrev Waterman Sea Salt: Memories and Essays, med forord af Peter Benchley og Howard Hall.
Waterman fortsatte med at dykke, indtil han var i sine skumringsår - han tog sit sidste dyk på Caymanøerne i en moden alder af 90 år.
Han døde 100 år gammel i går (torsdag 10. august).
Fotokredit: Stan Waterman / Facebook