ARKÆOLOGISK DYKKER
Sidste år gjorde to mænd, som de troede ville være et rutinedyk i kroatiske farvande, en næsten utrolig opdagelse under vandet. En af dem var IGOR SAVIC, der fortæller historien. Den første fotograf på stedet var ARNE HODALIC
Et rutinedyk bliver til en utrolig opdagelse
Den slovenske dykker Vedran Dorusic og kroatiske Igor Savic, parret, der fandt et uberørt vragsted. Det anslås, at 600-800 amforer ligger på havbunden, næsten alle ubeskadigede.
Læs også: Dykkere afslører stenaldervejen i Kroatien
MORGEN JULI SØN var gemt i skyerne, og de første vindstød fra boraen rørte havet op. Vi diskuterede mulige steder for vores morgendyk.
Da det blæste, tænkte jeg, at det måske var bedre at vælge et sted tæt på. Det var ved at forme sig til at blive endnu et almindeligt dyk: Et, der belønner os med al den rene glæde ved at dykke, og så hurtigt forsvinder fra hukommelsen. Hvor tog jeg fejl!
Dykkemuligheder ud for Pag Island
Foka Diving Centre på Simuni campingpladsen på den sydlige kyst af Pag (den femtestørste ø i Adriaterhavet) er et glimrende udgangspunkt for en række forskellige dykkereventyr.
Det ligger en 10-minutters speedbådstur væk fra spektakulære mure og gorgonians nær den lille ø Maun.
Ti minutter længere fremme ligger Planicic-revet, kendt for et pulserende havliv, men tag i stedet mod kysten af øen Vir, og du kan dykke ned i vragene af to tyske militærspeedbåde fra 2. verdenskrig.
En lidt længere rejse på en højhastigheds-RIB tager dig til øen Premuda og en spektakulær undervandsgrotte, kaldet katedralen af dykkere for dens størrelse og skønhed. Jeg nyder de mange dykkemuligheder ud for Pag.
Torsdag den 27. juli spurgte Foka centerleder Vedran Dorusic mig, hvor jeg kunne tænke mig at dykke. Han fulgte nonchalant op ved at spørge, om jeg allerede havde besøgt stedet, hvor der et par uger forinden var blevet fundet et gammelt, højst sandsynligt romersk anker.
Det virkede som et interessant tip, selvom jeg havde besøgt stedet i nærheden af Simuni Bay mange gange og ikke var specielt tiltrukket af stedet. Gudskelov havde jeg ikke foreslået at tage til en mere "intrigant" destination.
I hvert fald håbede jeg, at nogle fisk ville vente på os nær den lavvandede mur i bugten, hvor de gemmer sig for fiskenet og både, der forlader havnen, og at det lovede anker ville gøre vores dyk umagen værd.
FIRE AF OS planlagde at dykke. Vi delte os i to par, og i starten havde det ene af det andet par et opdriftsproblem.
Da vi begyndte at gå ned langs væggen, bemærkede jeg, hvor få fisk der så ud til at være. De første par minutter af dykket var ikke noget ud over det sædvanlige.
Afdækningen af amforaerne
I bunden af væggen, på omkring 25 m, fladede havbunden ud til sand.
Jeg fik hurtigt øje på ankeret. Delvis dækket og camoufleret af vegetation stod den alene halvt begravet i sand. Jeg spekulerede på, hvordan det var endt her.
I nærheden tilbyder en smuk bugt enestående beskyttelse mod vinden, og selv romerske sømænd ville sikkert have været bekendt med den. Sikke en historie, det anker ville være i stand til at fortælle, men det er en, der altid vil forblive ufortalt, tænkte jeg ved mig selv. Endnu en gang kunne jeg ikke have taget mere fejl.
Vedran og jeg besluttede at fortsætte lidt dybere, længere væk fra ankeret og muren. De to andre dykkere holdt sig tilbage og begyndte langsomt at stige op.
Et par minutter senere bemærkede jeg i det fjerne en mærkelig mørk skygge, sandsynligvis en masse sten, der rejste sig fra sandet. Det havde tydeligvis også fanget Vedrans opmærksomhed, og vi kom gradvist tættere og tættere på, Vedran foran mig.
Pludselig lagde jeg mærke til, at han lavede nogle ret usædvanlige bevægelser. Det ville være svært at sige, om jeg virkelig havde set en forandring, eller om det bare var en følelse. Hvad der normalt ville være regelmæssige rolige bevægelser, var blevet hurtigere og mere livlige.
Vedran svømmede stadig mod de mørke klipper, med mig på slæb og spekulerede på, hvad der foregik. Noget må have fanget hans øje. Nogle kæmpe fisk?
Da hans bevægelser blev stadig mere rykkede, vendte Vedran sig mod mig og lavede en gestus, der tydeligt spurgte, om jeg havde set, hvad han havde set. Han pegede på den mørke masse.
Først da indså jeg, at det, jeg havde taget for at være sten, var en usædvanlig, næsten perfekt afrundet form. Det slog mig, at det, jeg så på, nok ikke var, hvad det så ud til at være.
Vores begejstring voksede, efterhånden som vi svømmede tættere på. Scenen, der åbnede sig foran os, var utrolig. Amforer, en stor bunke af dem, alle pænt arrangeret.
Da vi svømmede over dem, kunne vi ikke have været mere begejstrede. Mit hjerte susede og min vejrtrækning tog fart.
Hvis jeg ikke havde kendt Vedran, ville jeg have været nervøs for den måde, han bevægede sig rundt på. Opstemtheden brast ud af ham; han var gået fra blot at flyde til at udføre en dans af glæde.
Han så ud til at spekulere på, om han havde hallucinationer, og om hans luftfyldning kunne være skyld.
Et hurtigt tjek var nok til at fastslå, at amforaerne var ubeskadigede. De havde ventet her uforstyrret i århundreder, måske endda årtusinder, og de havde undgået alle de farer, der ligger i havet, især nutidens metoder til intensivt fiskeri.
Ventede de bare på, at Vedran og mig skulle røre ved et stykke historie? Vi var klart de første dykkere, der fandt dem.
Hvilken mærkelig følelse! En almindelig dag med dykning var blevet forvandlet til noget særligt.
Jeg var klar over, at vi var ved at løbe tør for luft, og at det meste af vores dyk allerede var bag os, men vi havde stadig tid til at gøre nogle hurtige udforskninger.
Bunken af amforer steg op af sandet til en højde på 3-4m. Eventuelle vragtømmer var for længst forsvundet, men fartøjerne var tydeligt arrangeret i form af et skib, omkring 25 m lange og 6 m brede.
De var klistret sammen i en enkelt masse med koraller og sediment og dannede labyrinter, der viste sig at være gemmesteder for rød skorpionfisk, kongeål og hummer.
Opdag Lamboglia 2 Amphoras fra 200-100 f.Kr
DE FLESTE AF AMFORANE var forseglet. Var der noget i dem? Vi så ikke nogen fritstående, da vi skummede deres toppe og elskede hvert sekund af oplevelsen.
Vedran var få meter fra mig, da han så en keramisk plade dekoreret med originale kunstværker. Det gik så op for mig, hvorfor det romerske anker sad helt alene, 30-40 m væk. Historien begyndte at udfolde sig.
Hvordan er det overhovedet muligt for et sådant arkæologisk sted så tæt på kysten at forblive ubeskadiget og uopdaget? Og hvad var der sket med skibet?
Den må have sejlet ind eller ud af havnen, da ankerets og amforaernes placeringer var på linje med retningen af boravinden, der er kendt for at være særlig stærk i Pag.
Det ville have været let at miste enhver fornemmelse af tid og glemme alt om verden ovenover, men vores dyk måtte være slut. Vi var ikke særlig dybe, og tiden var ikke en spørgsmål, så dekompressionsstoppet på vores opstigning tog kun et par minutter.
Under dekomprimeringen mødte vi de to andre dykkere, som ikke anede, hvad Vedran og jeg lige havde oplevet.
Tilbage på båden kunne vores følelser endelig sættes i ord: "Det var vanvittigt!"
"Utrolig!"
"Det er et mirakel!"
"Det var så tæt på dykkercentret?"
"Vi har dykket her så mange gange og aldrig set noget lignende før!"
"Og sådanne uberørte amforer!"
"Hvor mange er der?"
"Sandsynligvis mellem 600 og 800. Mange af dem er stadig begravet i sandet."
Da vi endelig var faldet til ro, ringede Vedran til sin kone, som har lyttet til hans dykkerhistorier i årevis, og sagde: "Prøv at gætte, hvad vi fandt i dag!"
Jeg kan huske at have så mange samtaler om dykning og forestille mig at finde skatte, vores helt eget arkæologiske sted. Og nu havde vi fundet den.
Ikke kun det, men det var praktisk talt på fortrinnet til dykkercentret!
"Havet har belønnet mig," erklærede den evigt rationelle Vedran. Jeg er tilbøjelig til at være enig med ham, for jeg kender få mennesker, der respekterer og beskytter havet på den måde, som han gør.
Vi gik tilbage til dykkercentret. Vores opdagelse var ikke noget at råbe over på en overfyldt campingplads på højden af turistsæsonen, så efter at tingene var faldet til ro og vores udstyr var blevet lagt væk, delte vi vores nyheder med nogle få udvalgte af centrets dykkerbesætning, der var forbløffet.
En stor del af Vedrans omfattende dykkererfaring er knyttet til hans deltagelse i arkæologiske udforskningsprojekter. Han var hurtigt i stand til at fastslå, at det, vi havde fundet, var Lamboglia 2 amforaer, en type, der almindeligvis blev brugt til at sende olivenolie og vin i Adriaterhavet, og dateres tilbage til 200-100 f.Kr.
Om eftermiddagen satte et lille dykkerhold ud til stedet. Vi tog en måleenhed og et kamera for at optage de første videoer af fundet og for at tage de nøjagtige mål, der var nødvendige for at indgive en rapport.
Beskyttelse af et arkæologisk sted i Kroatien
DET VAR KLAR for alle, at beskyttelse af webstedet ville være en nøgle spørgsmål, og vi følte, at den skulle forblive præcis, som vi havde fundet den. Hvis disse amforer havde overlevet i mere end 2000 år under vand, skulle de være der i århundreder fremover og belønne andre med den spænding og glæde, de havde givet Vedran og mig.
Ud fra disse ideer opstod en ny strategi (den første af sin slags i Kroatien) for at sikre stedet, en strategi, der ikke ville være baseret på stålnet, men et system af undervands- og overfladesensorer.
Dokumentation af fundet
Samme eftermiddag ringede jeg til Arne, min ven og undervandsfotograf, og fik ham til at komme til Pag så hurtigt som muligt for at dokumentere vores opdagelse. Hans første billeder var senere med til at afsløre en anden fascinerende detalje.
Et ord kunne ses indgraveret på ankeret: Straton. Måske var det navnet på skibet eller skibets ejer.
Arne fulgte også med det første arkæologiske efterforskningshold til stedet, hvor de tog deres egne præcise mål, markerede fundene og pegede i dybden. De rejste også den eneste fritstående amfora fra stedet.
Da den 27. juli sluttede, udvekslede vi vores tanker, følelser og ideer. Vi drømte om historier, drevet af glas vin, om uheldige søfolk fanget og druknet af Pag bora.
Himlen var klar, og da mørket faldt på, så vi en total måneformørkelse, en usædvanlig sjælden begivenhed.
Reflektere over et mirakel
I oldtiden ville en formørkelse være blevet betragtet som noget mirakuløst. Men jeg vidste, at mit mirakel allerede havde fundet sted.
