VRAGDYKKER
Oldenburg gennem to verdenskrige
Det førende tyske raiderskib i 1. verdenskrig, sank endelig som et handelsskib i en norsk fjord i et RAF-angreb i anden verdenskrig. Hun ligger i 2m – og hvor ofte kan man lave et dybt vragdyk lige ud for kysten? spørger RENE B ANDERSEN
Der er stadig koøjer på vraget. Før Oldenburg sank brændte hun voldsomt, hvorfor der er åbne pladser, der giver adgang indenfor.
Dukkede op i DIVER november 2018
PUNGOEN VAR BLEVET BYGGET i 1914 for at transportere bananer mellem Cameroun og Tyskland, men hun kunne ikke undgå Første Verdenskrig. Hun kom i tysk flådetjeneste i 1915 og blev genopbygget som et raiderskib.
Raiders var handelsfartøjer - hovedsageligt køleskibe, fordi de var designet til fart - der transporterede kanoner og miner.
De ville sejle under falsk navn og flag, med camoufleret bevæbning og besætning, og på denne måde håbe på at passere den britiske blokade uopdaget. Så ville de være frie til at udlægge miner eller fange eller sænke fjendtlige fragtfartøjer.
Udstyret med fire 6-tommer og en 4-tommer kanoner, to torpedorør og 500 miner, blev Pungo til Mowe og derefter Vineta i 1916, og udførte adskillige razziaer i Atlanterhavet, Kattegat, Skagerrak og Østersøen, og fangede og sænkede 42 skibe. HMS King Edward blev offer for en af hendes miner.
Et andet tab var Georgic, som blev sænket med 1200 heste om bord, og det bevæbnede fragtskib Otaki, som gjorde modstand, men ikke kunne matche sin modstander - det mest succesrige af alle de tyske raider-skibe.
Ved slutningen af fjendtlighederne i 1918 blev skibet overdraget til briterne som krigskompensation, og gik tilbage til at transportere bananer under navnet Greenbrier. Så i 1933 købte et tysk rederi hende og omdøbte hende til Oldenburg.
Under Anden Verdenskrig blev Oldenburg trukket tilbage til militærtjeneste, men med en mindre frontlinjeopgave, der transporterede gods mellem Tyskland og Norge for de nazistiske besættere.
Skibet var igen bevæbnet med luftværns- og antiskibskanoner. Og det så ud til, at hun også ville klare sig uskadt gennem denne krig indtil begivenhederne den 7. april 1945 om morgenen.
SKIBET, MED EN LAST af fisk på vej til Tyskland, blev ankret på vestsiden af Vadheim i Sognefjorden i Norge. Hun var i konvoj med et andet handelsskib og to eskorteskibe, V5301 og V5302, gamle bevæbnede hvalfangstbåde.
Enogtyve RAF Beaufighter og 16 Mustang-fly dukkede derefter op, og skibenes besætninger tog fejl, hvis de troede, at de høje bjerge omkring fjorden ville give dem nogen beskyttelse.
Deres AA-kanoner gik i aktion, men flere raketter ramte Oldenburg under vandlinjen, og hun begyndte at tage på vand og synke.
Der er et gammelt billede, der viser hende ligge skævt og brændende, men kun en af besætningen og syv af AA-besætningen blev såret.
Albert Carr, en tidligere 489 Squadron-pilot, der deltog i angrebet, besøgte Vadheim i 1987.
Han fortalte, at han den morgen i 1945 havde forventet en varm velkomst fra de velbevæbnede tyske skibe, og hans fly var blevet ramt, selvom det var lykkedes ham at flyve tilbage til basen.
Senere stødte det britiske fly sammen i den ydre del af Sognefjorden med tyske fly baseret i nærheden af Bergen, med tab på begge sider. Det andet fragtskib, Wolfgang LM Russ, overlevede, selvom det skulle sænkes måneden efter i dansk farvand.
Vraget af Oldenburg ligger på den vestlige side af fjorden, og det er et kystdykning. En lille vej fører ned til et rødt hus med en privat parkeringsplads, men ejeren har ikke noget imod, at dykkere parkerer der, hvis de lægger det påkrævede gebyr (svarende til £5) i postkassen nær de trin, han har placeret for at klare det. let at komme i vandet.
Til sidst fortæller han mig, at han planlægger at leje huset ud, hvilket ville være perfekt til dykning.
Fra trappen er der 80 m ud til det bøjede vrag, og der er normalt en bøje på det.
Ved nedstigning er det første man bemærker agterstavnen på omkring 27m. Skibet ligger på styrbord side og agterstavnen er med sine store ankeråbninger hævet nogle meter over bunden. Det ser ud til, at vraget må være gled ned ad skrænten.
Ankeret og kæden er væk, men ankerspillet er stadig på dækket.
Lidt længere nede ligger en platform til en antiluftskyts, muligvis en 20 mm flakkanon. Der er en stålplade rundt om kanten, men den ligger omvendt i mudderet og det ser ud som om pistolen stadig er dernede.
Efter det første lastrum kommer masten og læsserammen, som følger ned til havbunden med forvoksede wirer, der stadig er malerisk forbundet med rækværket. Kragereden hænger stadig på masten.
KLOKKEN BLEV BJÆRET i slutningen af 1980'erne, selvom det var svært at finde, fordi det var over kragereden, hvor ingen ville have tænkt på at lede efter det.
Overbygningen er på omkring 45m, og står stadig i god stand i to plan, med rækværk rundt om kanterne.
Der er endda glas i nogle af vinduerne, men tømmerbroen mangler eller rettere sagt, resterne ligger stablet op på havbunden.
Du kan stadig se boltehullerne, hvor styrekonsollen blev reddet i begyndelsen af 1990'erne, en opgave, der ikke kan have været let i betragtning af dens 240 kg vægt.
Ved et tilfælde lykkedes det mig at få fat i et billede af den i perfekt stand – samt et billede af klokken, der bærer dens gamle navn Möwe.
En del af trædækket er råddent, og der er store huller, hvor en dykker kan svømme i - men med omtanke, vragets alder og den siltholdige bund taget i betragtning. En dykker mistede livet på denne måde i 1990.
Efter broen så vi en mælkehvid tåge, der fortsatte nedad og begrænsede sigtbarheden. Det kan have noget at gøre med ferskvand, der kommer ind i fjorden fra åerne.
Flere redningsbådsdaviter er pænt bevokset med påfugleorm og sælanemoner. En anden struktur, når jeg ser på de gamle billeder, må være der, hvor tragten stod, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke bemærkede, at den lå på havbunden.
Et ovenlys fører ned til maskinrummet. Der var stadig glas i nogle af koøjerne, og nogle af dækslerne var åbne, hvilket gjorde det muligt at kigge ned indenfor, selvom jeg havde for travlt med at tage billeder af vraget.
Længere hen ad var der en anden struktur med, foran den, hvad der lignede en tryktank. Mellem dette afsnit og op til broen så jeg flere kanontårne.
Ved nummer 2 mast er et flot dæk med masser af rørorm, men på det tidspunkt er dybden omkring 60m.
NEDE PÅ AKTEN, der er en gangbro, der går ud til begge sider af rækværket, og bagved forskellige strukturer, der vil betale undersøgelsen tilbage ved mit næste besøg. På havbunden er en masse affald, der sandsynligvis faldt, da strukturerne rustede væk.
I bunden af skibet kan du se skruen og roret lidt længere oppe, både i perfekt stand og giver et smukt syn.
Og med den måde vraget ligger på, står det stolt. Man kan svømme under den, men det, der fangede mit øje, var de store sten på roret. Hvordan endte de der?
Dybden her er 75m, så tiden går hurtigt. Efter syv minutter computer viser, at det vil tage 30 minutter at overflade med deco.
Der er også masser at se på på vejen op. Følger man vraget op og kommer op til stævnen, kan man holde retningen. Der er en leadline, som går op til 6-8m, og man ender lige ved trappen, hvor man også kan stille scene-flasker.
Der er ingen grund til at anstrenge kroppen for at løfte alt på én gang efter dekompression. I stedet for at lave en fri opstigning kan du svømme langs kanten af vraget, og deco-tiden går så meget hurtigere, når du har noget at se på. Du kan endda finde et par nøgengrene.
Jeg havde dykket Oldenburg før, tilbage i 2010, i luften. På det tidspunkt var jeg begrænset til 40m, men denne gang på en rebreather kunne jeg se hele vraget ned til 75m.
Men der er mange detaljer tilbage, som jeg skal se nærmere på næste gang, herunder maskinrummet, agterstavnen med dens overbygning, kanonerne i bunden og overbygningen ved styrehuset.
Måske kan jeg også trænge igennem nogle af hullerne i vraget, hvilket kunne give flotte billeder.
Vi nåede tre dyk på denne tur, men vi ville helt sikkert have brug for flere næste gang – og der er også Inger Six, et vrag af næsten samme størrelse, som jeg endnu ikke har udforsket.
