DYKKERNYT
Største glød-i-mørke-haj fundet
Lateral og dorsal luminescens (pilet) hos en kitefinhaj. (Billede: Université catholique de Louvain)
Tre arter af dybboende hajer har vist sig at gløde blåt i mørket, med den ene, kitefinhajen, der bliver op til 1.8 m lang, nu anerkendt som verdens største kendte bioluminescerende haj.
Sammen med sortmaven og den sydlige lanternehajer lever kitefinen i det relative mørke i Mesopelagic eller Twilight Zone, på dybder mellem 200 og 1000m.
Bioluminescens regnes for at blive brugt af mere end 90 % af dyrene på disse dybder til at lokke bytte eller parrer, lette skolegang eller som camouflage, men det er kun sjældent blevet dokumenteret blandt hajer før.
Forskningen blev udført af havbiologerne Jerome Mallefet og Laurent Duchatelet fra Belgiens Université catholique de Louvain og Darren Stevens fra New Zealands National Institute of Water & Atmospheric Research (NIWA).
Tretten kitefinhajer (Dalatias licha), syv af de mindre mavelygtehajer (Etmopterus lucifer, der bliver op til 47 cm lang) og fire sydlige lanternehajer (Etmopterus granulosus, 60 cm) blev undersøgt efter at være blevet fanget under et NIWA undersøgelsestrawl i januar 2020.
Lysemitterende fotoforer blev fundet i deres hud, og forskerne konkluderede, at i modsætning til andre selvlysende dyr brugte hajerne hormoner til at kontrollere deres lysemissioner. Melatonin udløste gløden, som blev stimuleret af alfa-melanocyt, før adrenokortikotrope hormoner blev brugt til at lukke den ned.
Selvom bioluminescens blev noteret på kitefinhajens anden dorsale fin, den var hovedsageligt koncentreret på undersiden af alle hajerne. Dette fik forskerne til at mistænke, at det havde udviklet sig som en mekanisme til at skjule deres tilstedeværelse fra byttefisk under dem.
8 March 2021
Med en vis mængde lys, der trænger ind i Twilight Zone fra oven, ville det blide blå skær fungere som "modbelysning", hvilket forhindrer hajerne i at stå ud for at fiske nedenunder som skygger mod himlen. Forskningen er publiceret i Frontiers in Marine Science.
Et fingerpeg om årsagen til kitefinhajens rygglød kunne komme fra et Université catholique de Louvain-studie fra 2013 af en anden lille mesopelagisk beboer, fløjlsmavelanternehajen (Etmopterus spinax, 60 cm), fundet i Atlanterhavet og Middelhavet.
Ligesom de newzealandske hajer har denne art fotoforer på undersiden, der menes at hjælpe med at camouflere den fra byttefisk nedenfor. Den har dog også to selvlysende rygsøjler, en foran hver ryg fin, med to rækker af fotoforer lige bag dem.
Fotoforerne oplyser rygsøjlen som "lette sabler", ifølge hovedforfatter Dr. Julien Claes, som konkluderede, at enheden blev brugt til at advare rovdyr uden at advare byttedyr nedenfor.
Modellering viste, at rovdyr flere meter væk ville være i stand til at se rygsøjlen. Dr. Claes sagde, at det var usædvanligt at finde et dyr, der bruger lys til samtidig at skjule og reklamere for dets tilstedeværelse. Hans undersøgelse er offentliggjort i Nature: Scientific Reports.
