DYKKERNYT
Bitter ende for en slangeål
Billede: Steve Weinman.
Når slangeålene, der er populære blandt undervandsfotografer, bliver ramt af rovfisk, er deres død ikke nødvendigvis hurtig, ser det ud til.
Slangeålen (familie Ophichthidae) findes i tropiske, tempererede farvande rundt om i verden og er i stand til at grave sig ned i havbunden med sin hårde, spidse hale. Dykkere ser ofte kun hovedet rage frem, mens ålen venter på at komme i baghold.
Halen er dog ikke begrænset til at bore gennem substrat – det viser sig, at den også kan bruges som et værktøj i et forsøg på at flygte fra tarmen på enhver fisk, der sluger en slangeål hel.
Men når først fiskens bløde maveforing er gået, bliver det hårdere, og det vides ikke, om det nogensinde er lykkedes nogen ål at sprænge sig ud af en fisk på alien-stil.
Forskere i Australien rapporterede for nylig om de første registrerede tilfælde af slangeål, der flygtede fra en fisks tarm, men derefter blev fanget i væv i dens kropshulrum - og til sidst blev mumificeret i den tilsyneladende upåvirkede fisk.
11 juni 2020
De fangede ål blev oprindeligt fundet i sorte kæker (Protonibea diacanthus), en kommercielt fisket grouper.
Forskerne fra Northern Territory Fisheries, CSIRO Australia, Queensland Museum og Museum & Art Gallery of the Northern Territory, fortsatte med at indsamle 10 andre arter af mellemstore til store rovfisk, der menes at kunne behandle slangeål som en del af deres kost. – og fandt syv fisk med ål begravet inde i dem.
Nogle af slangeålene kunne være ubeskrevne arter, siger forskerne.
Deres undersøgelse er offentliggjort i Memoirs of the Queensland Museum.
