JAPANS fastlandsmekka

DU KUNNE FÅ TILGIVET for at tro, at Okinawa er det eneste sted i Japan, hvor man kan dykke. Ø-gruppen, der er kendt for sine rev og rigelige havliv, tiltrækker et vist antal internationale dykkere, men kunne de gå glip af andre japanske steder af høj kvalitet?
Den lille by Kushimoto i Wakayama på fastlandsøen Honshu tiltrækker dykkere – fra hele Japan. De fleste udenlandske turister har aldrig hørt om det, men dette "fastlandsmekka" for dykning er et populært alternativ til Okinawa for japanerne, især når tyfoner får fly til de vestlige øer til at blive aflyst.
Så jeg hoppede på Bullet Train fra Tokyo til Osaka, før jeg tog lokaltog ned til Kushimoto for at se, om vi briter måske går glip af noget.
Ved ankomsten mødte jeg Kumiko-san, min guide; Aki-san, mit dyk instruktør; og hr. Shimano, ejeren af ​​Nanki Seaman's Club, hvor jeg ville dykke. Alle var ivrige efter at vise mig, hvad Kushimoto havde at tilbyde.
Det bedste tidspunkt at dykke i Kushimoto, fik jeg at vide, er fra slutningen af ​​september til slutningen af ​​november, hvor sigtbarheden er bedst på omkring 15-25 m, og den gennemsnitlige vandtemperatur er milde 27°.
Mens forholdene også er gode i sommermånederne, er juli og august, når horder af japanske dykkere tager til den lille by på deres sommerferie, så det er bedst at undgå denne spidsbelastningsperiode, især på grund af de 25 eller deromkring dykkerbutikker i i byen, kan kun et par i øjeblikket tage højde for engelsktalende besøgende.
I resten af ​​året falder vandtemperaturen til omkring 15°C. Mens japanerne anser det for alt for koldt, kunne britiske dykkere, der er villige til at rejse med deres egne tørdragter (den japanske størrelse er meget lille!) nyde klart vand og gode forhold fra december til april.
Desværre var min egen timing ikke ideel. Ugen før jeg ankom, havde flere tyfoner ramt Kushimoto, og alle dyk blev aflyst i et par dage. Så jeg var forståeligt nok nervøs for vejrudsigten.
Heldigvis, da jeg ankom, var det muligt at dykke igen, og sigtbarheden blev forbedret. En anden tyfon var imidlertid under opsejling, som skulle lede direkte mod Taiwan, og der var ingen at sige, om den kunne afvige fra den sti og ramme os i stedet for.
Det eneste, vi kunne gøre, var at holde godt øje med vejrudsigten og håbe på det bedste.

EN LET REGN BEGYNDEDE AT MYNDRE på forruden, da vi kørte ned til dykkerskolen. Inden for fem minutter var det et totalt regnskyl. Da vi krøb indenfor og ventede på flere nyheder om vejret, så det ikke lovende ud.
Mens vi ventede, beundrede jeg undervandsfotografering indrammet omkring dykkerbutikken, alt sammen taget af elever fra Aki-san og Mr. Shimano.
Efter et snedigt blik på mit, ganske vist, basiskamera, var Aki-san så venlig at låne mig sin Olympus Pen – ifølge ham foretrak de fleste japanske undervandsfotografer Olympus-mærket.
Efter masser af aftørring, aftørring og polering (japanerne er særligt pæne og rene – absolut ingen spyt i stedet for afdugning!), var vi klar til en tutorial.
Jeg var spændt på, at jeg ville finde kameraet svært at bruge, eller at jeg kunne knække det, men det tog kun omkring 30 sekunder at vise mig alle indstillingerne, og efter et hurtigt spil var Olympus Pen min for ugen – hvis regnen lettede nok til, at vi kunne tage båden ud.
Til sidst begyndte syndfloden at lette, og vi fik det helt klart. Vejret var for dårligt til at besøge det åbne hav, så vi dykkede Bizen tættere inde i landet.
Vi kunne næsten ikke se himlen gennem pladerne af regn, der bragede ned, og havet var en tyk, blæk grå.
Båden blev kastet så meget rundt af de enorme bølger, at vi faldt ned af nedstigningslinjen med det samme for at undgå at blive revet med i stormomslynget hav.
I betragtning af den grå himmel, rullende bølger og hamrende regn, blev jeg overrasket over, hvor klart vandet var blot et par meter nede. Ja, det var mørkere end det azurblå Caribien, hvor jeg havde dykket et par uger før, men vi havde krystalsigt på omkring 15 meter.
Da vi landede på havbunden, så vi, hvad der lignede et vidtstrakt månelandskab, med enorme kampesten så langt øjet rakte. Der var masser af liv omkring klippefremspringene – langhornskofisk, gulhalepapegøjefisk, løvefisk, en kæmpe pufferfish, en stime af lyserøde og orange havguld og en enorm jordbærhabor.
Aki-san tilkaldte mig til det sted, hvor en kutling sad ved en hule og viftede med dens mørke, prikkede fin fra side til side. Bag den, lige ude af syne, var den næsten fuldstændig blinde reje, som den har et symbiotisk forhold til, kutlingen delte sit hjem til gengæld for at advare om nærgående rovdyr.
En særlig iagttagelse var en lille ung kejser-engelfisk, dens flådekrop og cirkulære hvide markeringer næsten ukendelige fra de blå og gule striber, den ville udvikle som voksen.

MED SÅ MEGET AT SE vi blev nede så længe vi kunne, men det virkede som om der slet ikke var tid før det var tid til at stige op.
Efter en hurtig frokost vendte vi tilbage til det nærliggende dykkersted Sumisaki, som på samme måde var fyldt med liv: langnæset høgefisk, japansk sommerfuglefisk, sunburst anthias, japansk jomfruhummer og de knaldrøde kronblade af en nøgensnegleæg-masse, der svævede blidt i strømmen. .
På afstand skimte vi en stråle, der pilede forbi og fangede silhuetten af ​​en skildpadde, der dukkede op langt over os.
Mange af organismerne var tydeligvis regelmæssige observationer, da besætningen vidste præcis, hvor de skulle finde dem: det ville de fin målrettet mod en bestemt sektion af koraller, og helt sikkert ville der være en deprimeret edderkoppekrabbe eller en lille kutling, der gemmer sig.
Alligevel var selv de andre instruktører jaloux over, at vi havde fået et sjældent glimt af en lille lyserød frøfisk.
Det havde været ret roligt omkring 20 m, så jeg havde næsten glemt, hvor ru det var ved overfladen. Efter at være blevet rykket op og ned af nedstigningslinjen under vores sikkerhedsstop og kæmpet mod bølgerne for at komme tilbage på båden (snævert undgik en stige til ansigtet), blev jeg overvældet af en bølge af kvalme.
Takket være typisk japansk effektivitet gik der kun et par minutter, før vi fik fart på motoren og satte fart tilbage til kysten, hvor brisen i mit ansigt straks lindrede min søsyge.
Jeg var klar til at slappe af tilbage på Kushimoto Royal Hotel, hvor jeg boede, som har sin egen onsen – en offentlig badepool opvarmet af naturlige kilder.
Da jeg havde psyket mig selv op til at komme ind (det er sædvanligt at bade helt nøgen!), slap jeg mine trætte lemmer ned i det beroligende mineralvand og nød den spektakulære udsigt over Hashigui-Iwa-klippeformationerne langs kysten.

NÆSTE DAG SKULDE VI besøge de samme områder som dagen før, for det var stadig for barskt til at vove sig ud på det åbne hav. Men takket være hr. Shimanos teams ekspertviden var vores dyk fyldt med forskellige observationer.
Tilbage ved Bizen fandt vi, hvad der ved første øjekast lignede et stykke lilla koral. Ved nærmere eftersyn så jeg kigge ud nedefra øjnene og tangen på en Lauridromia dehaani-krabbe, som bærer koraller på ryggen til camouflage.
I nærheden fandt vi en Calvactaea tumida-krabbe på størrelse med et vagtelæg, med hud, der foruroligende var tæt på farven på menneskekød, og svulmende, orange øjne. Der var også en kejserreje, der klatrede hen over ryggen på en stor rød nøgensnegl.
Vi svømmede forbi en lille midnatssnapper med ret sort/hvide markeringer og lange finner slæbende i vandet, før han fik øje på en sort kamtand, der stak hovedet ud af et hul, tilsyneladende forundret over, hvorfor fem enorme tømmende dykkere alle kiggede på den.
En rensestation vrimlede med fisk i alle former og størrelser, men det var de gennemsigtige kejserrejer i pinstørrelse, der rensede hver af dem på skift, som holdt vores opmærksomhed indtil slutningen af ​​dykket.
Tilbage ved Sumisaki fandt vi en stor nøgensneg, farven som efterårsblade, med hvide prikker tykt omridset i sort og æggebånd spiraler ud fra den.
Men de fleste af gruppen savnede det, da de var optaget af en dragemuræne, der poserede for billeder få meter væk.
Et arresterende par harlekinrejer med klare farveklatter på deres skaller vogtede en søstjernesnack. De blev tydeligvis jævnligt set her, fordi Aki-san vidste præcis, hvor de skulle finde dem.
Det samme gjaldt den lille squat-reje, som han let plukkede ud fra baggrunden af ​​dens søanemonehjem.
Igen syntes dykket at flyve for hurtigt forbi, og lige da vi begyndte at bestige en anden lys orange drage muræne sprang hovedet ud for at slå kæberne mod os.
Good Wrasse World var vores næste dykkersted. Her fandt vi færre krabber og rejer, men et bredere udvalg af fisk: en malet sweetlips, en lille ung, gylden damselfish, der flagrede rundt og flere røde ildfisk-kutlinger med karakteristisk lang ryg finner.
Da vi bevægede os ind på et sandstykke, så vi en håndfuld små kutlinger med gule ansigter svømme nær havbunden.
Så snart vi kom for tæt på, sprang de tilbage i deres huler med ansigter, der stak lidt ud for at prøve at finde ud af, hvem vi var, og hvad der foregik.
Tilbage på båden var støvregnen begyndt igen med en hævn, og over det rullende skib var himlen en skum grå.
Selvom jeg normalt ikke var ramt af søsyge, var dønningen for stor, og jeg måtte pludselig løbe til kanten af ​​båden for at kaste op. Da jeg kendte den japanske tilbøjelighed til renlighed, blev jeg forfærdet.
Heldigvis gik kvalmen over lige så hurtigt, som den var kommet, og inden for et par minutter var vi tilbage på land for at varme op i de varme brusere.

OVER EN FROKOST MED BENTO BOKS og miso-suppe, vi diskuterede den forestående tyfon. Jeg havde været virkelig uheldig med tidspunktet for min rejse; Selvom Japan er ramt af tyfoner i juli, august og september, var det sjældent, at så mange nærmede sig den ene efter den anden på så kort tid.
Udsigten for mine sidste par dage blev kun værre. Skuffende nok, efter et par fyldte dage med fornøjelige makrooplevelser, efterlod de nærgående storme os ingen anden mulighed end at afkorte mine dyk for ugen.
På plussiden behøvede vi ikke at bekymre os om en tidlig start næste dag. Kumiko-san, Aki-san og hr. Shimano tog mig til en lokal izakaya-taverne for sushi og skyld, før de gik ind på en karaokebar for at synge vores hjerter over en flaske bourbon indtil de tidlige timer.
OK, vi var lidt skrøbelige næste morgen, men der var så meget at se over jorden, at vi var sikre på at få mest muligt ud af vores sidste dage.
Det fantastiske ved at dykke fra fastlandet er, at der er så meget at lave i din flyveforbud. Kushimoto ligger kun en kort køretur fra de spektakulære templer ved Kumano Kodo - en pilgrimsvandring parret med den berømte Camino de Santiago i Spanien - og et af de bedst kendte vandfald i landet, Nachi.
Desuden er turisthotspots Osaka, Kyoto og Tokyo kun et par timer væk med tog.
Japan er et så fascinerende land med så meget at opleve over havets overflade, at det var svært at blive skuffet, selv midt i de vedvarende tyfoner.
Mit første øjebliksbillede af denne mindre kendte dykkerdestination gav mig kun lyst til at vende tilbage til Kushimoto for mere.