Chefredaktør for Guide til undervandsfotografering NIRUPAM NIGAM tog et dyk i Maine-bugten, en vandmasse, der historisk er kendt som "Brødkurven i Nordamerika" - kun nu, som han rapporterer, er den tom. Han tog billeder alligevel
Som barn var jeg så heldig at tilbringe mine somre hos mine bedsteforældre i den nordøstlige amerikanske delstat Maine (alias ferieland).
Dette betød varme, fugtige dage med at udforske fyrtårne langs en barsk kyst, lejlighedsvis tordenvejr og masser af hummerruller. Stigende fiskemarkeder med lige så skarpe mennesker var altid fyldt med krabber, havtaske, kuller og hummer - nogle gange så billige som 4 $ pr. pund!
Med deres bjerge af is og nærhed til den nordatlantiske fiskerflåde har disse markeder en dybtliggende historie, der strækker sig tilbage før 16-tallets europæiske bosættelse i Nordamerika – en tid, hvor torsk forblev suverænt i havlandskabet.
Men efterhånden som tidens vinde slår op mod nordatlantens kyster, er torsken blevet overfisket og erstattet af andre, mindre arter. I 1992 nåede bestanden af torske i Atlanterhavet 1 % af deres historiske niveau, for aldrig at komme sig.
Efter at have vendt tilbage til regionen med erfaring med at arbejde som fiskeriforsker, begyndte jeg at bemærke en interessant tendens... fordelingen af fisk på markederne så meget anderledes ud fra min barndom.
Hvis du går ind på et fiskemarked i Maine nu, vil du se mange flere fremmede arter såvel som fisk, som du aldrig ville forvente at være spiselige. Tag robinen. I sidste måned besøgte jeg et marked fyldt til randen med disse temmelig underligt udseende, knoklede væsner. En lille tavle placeret ved siden af deres iskolde kroppe stod blot "til gryderetter". Det er klart, at de udvalgte fisk alle siden er svømmet væk.
Det var på dette nylige rejse til New England, at jeg blev inviteret til at turnere Woods Hole Oceanographic Institution – et verdenskendt center for havforskning og hjemsted for HOV Alvin.
Mens jeg talte med den ledende videnskabsmand ved Fisheries Oceanography & Larval Fish Ecology Lab, lærte jeg noget, der slog mig som alarmerende. Eksperimentelt fiskeri blev etableret langt ude for New Englands kyst på jagt efter nye fiskepladser i den mesopelagiske zone eller tusmørkezonen.
Det var da, jeg vidste, at sundheden for New England-fiskeriet helt sikkert var i en alvorlig knibe. Fisk i tusmørkezonen er små, klistrede og få og langt imellem. Da jeg stillede spørgsmålet: "Hvorfor ville nogen fiske derude?", modtog jeg et rystende svar: "Det er det næste sted at fiske, når vi først fisker alt langs kysten. Det har ikke været særlig rentabelt.”
Denne åbenbaring efterlod mig kløende efter at få mig selv og mit kamera under det kolde, grå, temperamentsfulde vand i Nordatlanten. Jeg ønskede at se dette gamle havlandskab for mig selv, før det blev udnyttet fuldt ud – et havlandskab, der har holdt Nordamerika opretholdt i århundreder.
Efter en fire timers kørsel op ad kysten til Maine-bugten og en omgang Covid, mødte jeg to dykkervenner, som var ved at afslutte deres doktorgradsforskning ved University of Maine.
"Giv ikke dit håb op," sagde de, "der er ikke meget at se her omkring." Ved et givet dyk, fortalte de mig, så de kun nogle få fisk og måske en hummer. Faktisk studerede de, hvad der sker med algepopulationer, efter at al torsk er blevet fisket ud, og pindsvinene er blevet sendt til Asien. Tilsyneladende er der kun en masse tang tilbage.
Vi trak ind i Twin Lights State Park i Cape Elizabeth, kufferter pakket med dykkerudstyr. En kølig havbrise ramte mit ansigt, da jeg åbnede min bildør. Jeg bemærkede et forfaldent gammelt fyrtårn, der sadlede en klippe med udsigt over Atlanten. "Det var det," sagde min kammerat, "dykkerstedet er under det fyrtårn."
Heldigvis var dønningen rolig - et forkert skridt på den klippefyldte kyst kunne have betydet et hårdt fald med meget udstyr og tungt kameraudstyr.
Efter at have taget tykt fleeceundertøj og tørdragt på, gik vi ind i det kølige 5.5°C vand og sparkede støt tilbage til havet. Mens jeg svømmede, lagde jeg mærke til en perlerække af bøjer, der fulgte kystens kontur. Vandet var lavt, så jeg dyppede hovedet under for at se stribevis af hummerfælder. Alle var tomme.
Da vi drev hen over dykkerstedet, gav vi hinanden OK og gik ned i grønne, skumle dybder. Det stenede terræn nedenfor dannede højdedrag, der krydsede dybere og dybere ud til havet. Efter en af disse højdedrag svømmede vi og ventede på, at væsner skulle komme forbi.
Vi svømmede og svømmede... og svømmede. Af og til så vi en lille krabbe blandt tanglejer eller en vandmand svæve gennem vandet. Invasive vase tunikater (Ciona intestinalis) belagt havbunden. Men havlandskabet var ellers goldt, og en uhyggelig ro sivede gennem havet.
Mest foruroligende var det, at under vores fulde 70-minutters dyk - langt efter de flestes standarder - så jeg kun én fisk. Det var en lille, beskeden skulptur, godt camoufleret blandt tangen.
I mine 12 års dykkererfaring rundt om i verden, havde jeg aldrig været på et dyk med kun én fisk. Det svarer til at gå gennem en skov, men kun se ét træ. Eller vidne til den sidste bison, der står ensom på Great Plains. Nordatlanten er vidne til den biologiske afslutning på en æra.
Tag nu ikke mig fejl. Der er en vis sæsonbestemthed, når det kommer til bestande af fisk eller hummer. Men jeg har dykket i andre områder af Nordatlanten og det arktiske hav. Selv i traditionelle norske fiskerihavne har jeg set tusindvis flere sej, torsk og kuller, end jeg så den dag i Maine-bugten. Det er havet. Der skal være masser af andre fisk i havet.
I mine dage brugte jeg på at indsamle fiskeridata til National Oceanic & Atmospheric Administration (NOAA), det var nemt at fare vild i tallene. De fangster, jeg så landet, ville blive til datablade, der skulle arkiveres på et fjerntliggende regeringskontor. Det er let at glemme, at disse millioner af pund fisk på vores datablade er virkelige begivenheder i den virkelige verden.
De oversættes til tomme oceaner. Og for en undervandsfotograf betyder det en mangel på foto emner.
Nordatlantens torskebestande kan være en tabt sag. De er jo et casestudie for det, forskerne kalder "udryddelsens hvirvel". Men måske kan disse billeder minde os om, hvad der er på spil i resten af verden, hvis vi ikke ser grundigt på vores industrifiskeri. Så tag et kig på disse tomme billeder. De er en påmindelse om, hvad der var, og hvad der kan være.
Der er altid noget, du kan gøre
Her er et par ting, jeg lærte, der kan forhindre resten af verden i at blive til Maine-bugten:
- Svøm uden solcreme. Solcreme gør ondt på koraller
- Saml affald op. Der er meget af det
- Tag et billede af en fisk, men ikke for mange
- Ved, hvor din fisk og skaldyr kommer fra. Køb fra bæredygtigt fiskeri. Brug Marine Conservation Society's God fiskeguide
- Spis opdrættede toskallede skaldyr. Det er endnu bedre for miljøet end at blive vegetar. Bare spørg Ray Hilborn
- Spis agnfisk, såsom sardiner og ansjoser. Det er bedre for miljøet end at spise andre fisk
- Spis ikke haj-fin suppe
- Høst så meget, som du har brug for (inden for lovmæssige grænser), men ikke mere
- Prøv at holde dig væk fra bunden, når du dykker. Brug en finger på en sten for stabilitet
- Dyk så vidt muligt lokalt
- Støt kunstige rev såsom skibsvrag
- Hold kæledyr væk fra tidevandsbassiner (du vil blive overrasket over, hvad de kan spise)
- Hæng ud på stranden. Jo flere mennesker der er, jo flere bekymrer sig
Denne artikel blev oprindeligt vist i Guide til undervandsfotografering
Undervandsfotograf og fiskeriforsker Nirupam Nigam voksede op i Los Angeles og startede sin dykning på Kanaløerne. Han arbejder som fiskeriobservatør på både i Beringhavet og det nordlige Stillehav, og når han ikke er på havet, rejser han sammen med sin forlovede og tager billeder. Hans hjemmeside er Billeder fra havet.
