St Dunstan er en ret flot, men ofte overset spandsuger, siger JOHN LIDDIARD. Den sank i Lyme Bay i 1917 efter at have ramt en mine. Illustration af MAX ELLIS
DE FLESTE SKIPPERE OVERVEJER DEN ST DUNSTAN et svært vrag at skyde. Det eneste, der virkelig stikker op, er kølen under stævnen, der stiger godt 5m fra havbunden på 29-30m, så denne måneds tur begynder lige på stævnen (1).
Skrogplader er faldet væk langs begge sider af det opadvendte skrog, hvor den bedre adgang til det indre er på styrbord side. En stor bunke af affald lige inden for vraget er for det meste ankerkæden (2), med nogle rester af andet vrag og ankerspillet begravet nedenunder. Det St Dunstan det vrimler normalt med fisk, med vridende stimer af kæmpe bulder inde i vraget og noget stor sej ovenover.
Umiddelbart bag denne bunke af kæder er noget, der kom som en total overraskelse for mig, første gang jeg dykkede St Dunstan, men det var ret indlysende, da jeg overvejede konstruktionen af en spandsuger. Et par enorme kedler står lige foran vraget (3).
Det er formentlig disse kedler, der holder resten af vraget op over dem. De og motorer er forrest på skibet for at give plads til uddybningsmaskineriet længere agter.
Der er valg af ruter agter, enten rundt om ydersiden af styrbords kedel eller mellem de to kedler til maskinrummet. På indersiden, vil du finde nogle meget store conger ål, der lever i dette område.
Styrbords motor (4) står oprejst og hviler på hovedet på en bunke affald. Længere inde i det opadvendte skrog står bagbordsmotoren oprejst og hænger fra sine beslag.
Lader maskinrummets maskineri være i fred et stykke tid, lige ud for styrbord side af vraget er et sæt enorme gear (5), en del af drivmaskineriet til muddersystemet. En af disse er stadig fastgjort til toppen af kæden af mudderskovle (6).
Nemt en af de mere robust byggede dele af St Dunstan, er arm- og skovlsamlingen faldet fri af skroget og er stort set intakt, liggende på den ene side og fører mod agterstavnen. Der er en let bøjning nær toppen af armen, så omkring halvvejs er den delvist dækket af en skrogplade (7).
Et par spande før enden af armen og lige ud fra den, en stor remskiveblok (8) er en del af den mekanisme, der bruges til at hæve og sænke den.
Lige ved enden af armen er der en øse på hovedet, flere gange så stor som de enkelte skrabespande (9). Dette ville have været den forretningsmæssige ende af uddybningsmekanismen.
Vragets afrundede agterstavn ligger kun få meter væk og ligger på bagbord side (10). Det indre er kollapset og efterlader kun skallen af agterstavnen at svømme igennem, hvor den er brudt fri af tvillingkølene.
'Under' agterstavnen ligger et enkelt ror fladt på havbunden (11), der bevogter de to køl og propeller (12). Bagbordskølen er helt omvendt, og styrbordskølen er kollapset mod den. Skroget af St Dunstan ville have haft en brønd i midten til sænkning af mudderarmen, med en køl løbende på hver side af brønden.
Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt der kun var et enkelt ror, eller om et andet er begravet et sted under vraget.
På vej tilbage mod stævnen er styrbords køl brudt op, hvilket gør det muligt at følge propelakslen fremad (13).
Den sidste del af uddybningsmekanismen er en stor spiltromle (14), bruges til at hæve og sænke uddybningsarmen. Dette er stadig tæt pakket med kabel og i den ene ende er der endnu et par store gear, som ville have drevet spillet fra en af hovedmotorerne.
Propelakslen fortsætter fremad langs den opbrudte køl og tilbage inde i vraget (15), der ender i maskinrummet med et konisk gear (16).
Hvorimod de fleste dampdrevne skibe ikke ville have haft nogen gearkasse, hvor motoren kørte direkte på propelakslen, på St Dunstan hovedmotorerne ville også være blevet brugt til at drive uddybningsmekanismen, derfor behovet for komplicerede gearsystemer.
Kun en lille del af skroget forbliver intakt, hvilket efterlader en bue igennem til bagbords side (17). Andre gear er for enden af motorerne og spredt rundt under denne gennemsvømning, hvor gearkasserne er faldet fra hinanden.
Babord side af stævnen (18) er en smule mere intakt end styrbord, med manglende skrogplader, der efterlader vinduer til vragets inderside, små klumper af anemoner og døde mænds fingre på de blottede ribben. Der er ét særligt stort hul tæt på stævnen og få meter over havbunden. Måske var det her minen eksploderede.
Tak til Izzy Imset og andre medlemmer af DIS-teamet.
TRYKKES I AKTION
En idé om truslen mod Storbritanniens overlevelse i Første Verdenskrig forårsaget af tyske torpedoer og miner kan fås ved, at den 200 fod lange St Dunstan, bygget som spandsuger i 1894, måtte rekvireres og skubbes i drift som minestryger. Praktisk talt alt, der kunne flyde, blev taget af admiralitetet for at holde sejlruterne fri, skriver Kendall McDonald.
St Dunstan gik tabt den 23. september 1917. Hun blev sænket af en mine lagt af UC21 på den U-båds sidste mission, som var startet fra Zeebrugge den 13. september, og hvorfra Oberleutnant von Zerboni di Sposetti og hans besætning på 26 aldrig vendte tilbage.
St Dunstan var blevet overtaget af flåden, og selvom hendes civile kaptajn Thomas Morgan stadig var ombord, blev hun kommanderet af underløjtnant Charles Gray. Han tog hende ud af Portsmouth tidligt på dagen for forliset og gik ned ad Channel. Han var nødt til at ankre i Weymouth Bay med styreproblemer, men fik det hurtigt løst og satte kursen forbi Portland Bill med sine to eskorte-trawlere, Fort Albert , Horatio.
Klokken 11.30 opstod en enorm eksplosion St Dunstan's bagbordsbue fik hende til at liste voldsomt, og løjtnant Gray beordrede sine mænd til at hoppe over bord. Han smed redningskranse til dem, inden han selv hoppede i havet. Fire minutter senere vendte skibet skildpadde og sank.
Løjtnant Gray og 19 af de 21 mænd ombord blev samlet op af trawlerens eskorte, men styrmand John Obery og dæksmand Edward Warren blev druknet. Nogle af de overlevende troede, at de var blevet torpederet, men senere, da området blev fejet, blev fem ubådsudlagte miner fundet og identificeret som værende fra UC21.
TUR GUIDE
Tides: Slap vand er 3.5 timer efter højvands-Portland og 3.5 timer før højvands-Portland.
Er på vej: For Weymouth, følg A37 eller A354 til Dorchester, derefter A354 til Weymouth og videre til Portland via A354, drej til venstre mod det gamle Castletown værft, da vejen begynder at klatre op ad bakken til Portland. Breakwater Diving er placeret ved Aqua Sport Hotel, til venstre, når du kommer til Castletown.
Sådan finder du det: GPS-koordinaterne er 50 38.291N, 002 42.062W (grader, minutter og decimaler). Der er ingen praktiske transitter, så du skal søge med GPS og ekkolod. Stævnen ligger mod sydvest.
Dykning og luft: Top Gun, reserveret gennem Breakwater dykkercenter (01305 860269/ 860670. Se også DEEPSEA UK hjemmeside til charterbåde.
Lancering: Slips er tilgængelige i Weymouth, Portland, West Bay og Lyme Regis. Bemærk, at der skal betales havne- og søsætningsafgifter.
Indkvartering: Det mest bekvemme er på Aqua Sport Hotel (01305 860269). Længere væk er området fyldt med B&B'er og små hoteller. Campingpladser er ude af byen, normalt meget smarte og på den dyre side.
Kvalifikationer: Velegnet til sportsdykkere og i en ideel dybde til at forlænge bundtiden med en nitrox-blanding.
Yderligere information: Admiralitetskort 3315, Berry Head til Bill of Portland. Ordnance Survey Map 194, Dorchester, Weymouth og omegn. Dyk Dorset, af John & Vicki Hinchcliffe. The Diver's Guide to Weymouth & Portland Area, Weymouth & Portland BSAC. Turistinformation: Weymouth 01305 785747, Lyme Regis 01297 442138.
FORDELE: Et meget anderledes vrag, og et af de mindre dykkede i Lyme Bay.
ULEMPER: The St Dunstan er et lille vrag, og der skal ikke mange dykkere til for at få det til at føles overfyldt.
